Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Princip for lejrskole

Princip for lejrskoler på Strandvejsskolen

Lejrskole for eleverne på Strandvejsskolen har et pædagogisk/fagligt indhold, der indgår i undervisningen inden og efter lejrskoleopholdet. Lejrskolen er et målrettet undervisningsforløb, der i et tidsrum er henlagt til et andet miljø end elevernes daglige skole. Der er mødepligt for eleverne.

Formål:

Lejrskoler skal give mulighed for at arbejde med faglige, pædagogiske og sociale opgaver i en meningsfuld helhed. Lejrskoler skal medvirke til at give eleverne social forståelse og viden for at de derved lærer at respektere andre menneskers meninger og adfærd. Herudover giver lejrskoler øget forståelse for samfundet uden for skolen, samt øger tilknytningen lærere og elever imellem.

Omfang:

Der afholdes lejrskoler på Strandvejsskolen på mellemtrinnet og i udskolingen. På mellemtrinnet har lejrskolen varighed af 2-3 dage, og i udskolingen af 3-4 dage. Det er op til det enkelte lærerteam og ledelsen at planlægge på præcis hvilket klassetrin den enkelte årgang skal afsted.

Økonomi:

Skolens betaling:

Skolen betaler 180 kr. pr. deltager pr. døgn lejrskolen varer, dette gælder både for mellemtrin og udskoling.

Skolen afholder alle udgifter, der vedrører lærernes deltagelse i lejrskoler i Danmark. Time- dagpenge til lærere afregnes uden for lejrskole-budgettet.

Kostpenge:

Alle elever, der deltager på en lejrskole afholder selv udgiften til forplejning. Pr. 1.8.2021 er udgiften til forplejning fastsat til kr. 100 pr. deltager pr. dag.

Indsamlinger:

Klasserne må gennem fælles indsats fremskaffe midler som bidrag til dækning af udgifter på lejrskolen

  1. Bidragene må ikke udhule gratisprincippet, som folkeskolen bygger på.
  2. Giveren må ikke opnå fordele gennem sin gave, således at skolen bliver inhabil ved at modtage gaven.
  3. Skolen må ikke forvandles til en reklamesøjle for giveren.
  4. Skoleledelsen skal godkende arrangementet for fremskaffelse af midler.

Lærerdeltagelse:

Der deltager 2 lærere pr. klasse.

Fritagelse:

I særlige tilfælde kan skolens ledelse imødekomme en ansøgning om, at en elev ikke deltager i en lejrskole. Eleven får et alternativt undervisningstilbud, mens klassen er bortrejst.

Regnskab:

Lærerne aflægger regnskab i henhold til ”Vejledning til brug ved regnskab for lejrskoler”, som udleveres på kontoret.

Forsikringer:

Eleverne medbringer sygesikringskort.

Planlægningstidspunkt:

I forbindelse med planlægningen af det kommende skoleår udarbejder klassens lærere plan for lejrskolen, indeholdende: pædagogisk indhold, plan og budget. En foreløbig plan skal dog senest afleveres til skolens ledelse måneder før lejrskolens afvikling.

Ordensregler:

Skolens ordensregler er også gældende ved afholdelse af lejrskole

Hjemmel: Lov om ændring af lov om Folkeskolen – Lov nr. 488 af 010798. Vejledning nr. 12 af 23. februar 1999: Vejledning om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser mv. i folkeskolen. Cirkulære af 12.03.1999 – Journal nr. 27-311-1/99

 

Besluttet i Skolebestyrelsen januar 2023