Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Indskoling

Fokus på trivsel, læring og fællesskab

På Strandvejsskolen arbejder vi anerkendende og systemisk – det betyder, at vi sætter fokus på den enkelte elevs styrker og potentialer. Vores tilgang præger hele skolens hverdag: i mødet med eleverne, i samarbejdet med hjemmet og i det store fællesskab blandt børn og voksne.

Vi arbejder målrettet med både faglige, sociale, kulturelle og personlige kompetencer, fordi vi ved, at læring, udvikling og trivsel hænger tæt sammen.

Undervisning på mange måder

  • Vi bruger tværfaglige og projektorienterede forløb på alle klassetrin i perioder.
  • Holdarbejde og holddannelser understøtter undervisningsdifferentiering, så alle elever får de bedste muligheder for at lære.
  • Elevernes faglige udvikling følges op gennem en alsidig og nuanceret evaluering.
  • Hvert år arrangerer vi emneuger og projektdage, hvor eleverne arbejder kreativt og fordyber sig sammen på tværs af klasser og årgange. Det styrker både samarbejdet og fællesskabet.

Vi lægger vægt på, at eleverne ofte kommer ud af huset og bruger byens muligheder – fx virksomhedsbesøg, museumsbesøg eller ture til skov og strand.

Forældrenes betydning i indskolingen (0.-3. klasse)

Som forælder i indskolingen spiller du en vigtig rolle for dit barns skolegang og læring. Du kan støtte dit barn ved at skabe gode rutiner omkring skoledagen – fx morgenmad, pakning af skoletasken og samtaler om hverdagen. At øve bogstaver og tal sammen kan også være en god støtte.

Et godt klassemiljø og et stærkt forældresamarbejde er afgørende for, at børnene trives. Fælles aftaler og retningslinjer gør skoledagen tryg og forudsigelig.

Forældrerollen på mellemtrinnet (4.-5. klasse)

Når dit barn kommer på mellemtrinnet, handler det om at fastholde interessen for skole og læring. Eleverne bliver mere optaget af venner og fritidsaktiviteter, og det kan nogle gange være en udfordring at holde fokus på det faglige.

Som forælder kan du støtte ved at vise interesse, stille krav og samtidig give plads til, at dit barn selv lærer at løse både faglige og sociale udfordringer. Det giver dit barn mulighed for at udvikle sig og lære at tage ansvar.