Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Samtalegrupper for delebørn

På Strandvejsskolen er det vigtigt for os, at børn trives og har det godt, og vi ønsker at være en aktiv medspiller i deres hverdag og udvikling.

 

Skilsmisse er en af de udfordringer, som mange familier møder i dag – en tredjedel af alle børn i Danmark oplever, inden de er fyldt 18 år, at deres forældre går fra hinanden. Familiebruddet kan for mange børn være forbundet med sorg og tanker, som de går rundt med alene. Erfaringer viser, at børnene kan have rigtig stor glæde af at få delt deres tanker med andre i et trygt og neutralt rum.

 

Strandvejsskolen tilbyder derfor børn med skilte forældre at deltage i en børnegruppe, hvor de får mulighed for at dele deres tanker og følelser med jævnaldrende under kyndig og struktureret vejledning fra børnegruppelederne. Deltagelse i børnegrupperne er et frivilligt tilbud og henvender sig til alle børn med skilte forældre, uanset om skilsmissen er aktuel eller ligger mange år tilbage.

 

En børnegruppe består af max. 8 børn, og man mødes én gang om ugen i et forløb på syv gange. Børnegrupperne bliver afholdt i kendte rammer og ligger i skoletiden. Hver gruppesamling varer 1 ½ time for elever i 2.-9. klasse og 45 min. for vores mindste elever i 0.-1. klasse. Der er tavshedspligt i gruppen, hvilket er med til at skabe et trygt rum for børnene. Samtalerne varetages af Ann Christine Fredsted-Rasmussen (inklusionspædagog) og Mette Lollike (lærer), som har gennemført børnegruppeleder-uddannelsen, afholdt af Center for Familieudvikling.

 

Børnegrupperne er tænkt som et forebyggende tilbud. Der er ikke tale om terapi, men vi ønsker at give børnene mulighed for at sætte deres livssituation ind i et større perspektiv og give dem konkrete redskaber til at tackle de følelser og tanker, som de går rundt med. Børn lærer meget af at spejle sig i jævnaldrende og udveksle erfaringer i børnehøjde. At møde andre, der har oplevet noget lignende, kan bidrage til, at børnene ikke føler sig alene, og samtidig er børnegrupperne med til at skabe nye fællesskaber på tværs af klasser og årgange.